HISTORIEN OM HEE STATION
Fortalt i store træk af Ernst Munck
Enøjede Leo, Poul Bliktud, Ole Zigøjner, Tagløberen, Torben Mus, Det sorte øje, Lars Kroholder, Jernstangen, Svend Træben, Humlum Præsten, Skindhandleren, Anders Sprutfeldt, Svingkranen, Det bette rugbrød, Den overskårne kæmpe og mange, mange andre, var blandt de jernbanebørster, som var grundstammen i det jernbanesjak, der i marts 1875 færdiggjorde jernbanestrækningen mellem Hee og Ringkøbing.
Dette var den sidste etape i den vestjyske længdebanes strækning fra Holstebro til Ringkøbing.
Den 31. marts 1875 kørte det første tog nogensinde forbi Hee.
Banestrækningen var egentlig kun anlagt til at befordre godstrafik.
Det var et lokomotiv som dette, der trak godsvognene forbi Hee den 31. marts 1875.
Men den 1. april åbnedes for personbefordring, dog kun med stop i Ringkøbing, Tim, Ulfborg, Vemb og Holstebro.
Billetpriserne mellem Holstebro og Ringkøbing ville komme til at koste 2,55 kr. på 2. klasse og 1,60 kr. på 3. klasse for enkeltbilletter. Det var voldsomt dyrt for menigmand, idet timelønnen i 1875 var 28 øre. Så en faglært arbejder skulle arbejde i 9 timer for at samle sammen til en billet.
For sådan en billetpris kunne man også købe 7 liter snaps eller 2½ kilo kaffe.
I 1875 eksisterede Hee by ikke, som vi kender den i dag. Samfundet boede vest for kirken, så man må forestille sig jernbanen lagt ude på heden meget langt fra bebyggelsen.
Derfor var der heller ingen grund til, at toget skulle stoppe i Hee, hvilket bestemt heller ikke var Statsbanernes hensigt.
Men den 19. april bekendtgjorde postkontoret i Ringkøbing, at på grund af at jernbanen nu tog post og personer med, nedlagde man diligencebefordringen mellem Ringkøbing og Holstebro.
Det var så stor en forringelse af servicen for Hees vedkommende, at sognerådet kontaktede DSB. En del skriveri frem og tilbage sluttede med, at DSB fra den 17. maj ville lade togene stoppe i Hee. DSB ville bygge et vogterhus (Hovervej 33) og ansætte en banevogter, som skulle sælge togbilletter samt modtage frimærkepakker.
Til de ventende passagerer opstillede DSB en bænk, som de kunne sidde på
Af mangel på bebyggelse nær banen er Hee kirke nævnt som stoppested.
Som banevogter, frimærkepakkesamler og billetsælger ansatte man N. Heering, der allerede samme år blev afløst af den 31-årige Simon Jensen.
For ikke at give banevogteren uoverskuelige problemer, måtte han kun sælge billetter til 3. klasse.
Ret hurtigt begyndte passagertallet at stige ved Hee billetsalgssted, som det kaldtes, og nogle ønskede at rejse mere komfortabelt på 1. eller 2. klasse. Men dette blev afslået af DSB med den begrundelse, at hvis banevogteren skulle sælge andre billetter end 3. klasse, ville det kræve en større administration og mere regnskab fra vogterens side, hvilket man ikke kunne pålægge ham.
Beboerne i Hee var alle venner, bekendte eller i familie med hinanden. Derfor kunne Simon Jensen og hans hustru, Johanne, selvfølgelig ikke lade dem sidde og vente på den opstillede bænk, hvis regnen silede ned, i stormvejr eller isnende kulde. Så de blev naturligvis budt indenfor i ledvogterhuset om ikke andet, så for at hver især kunne fortælle og høre de sidste nyheder. Men der var ofte flere mennesker, end det lille hus kunne rumme. Det var trods alt kun omkring 25 m2, og derfra gik plads til en trappe op til loftetagen med skrå vægge, og ledvogterfamilien selv bestod af mor, far og ti børn.
Derfor bad sognerådet i 1876 både indenrigsministeriet og DSB om at medvirke til at oprette en stationsbygning. Men fra begge sider lød det, at man havde ofret de penge, som skulle ofres på strækningen.
Derfor måtte sognet selv træde til.
Ved kysten ud for Holmsland lå et strandet hollandsk skib, som efterhånden var ved at sande helt til. Skibets styrehus stak dog stadig op af vandet, og ved en strandingsauktion, fik heeboerne lov at bjerge huset.
Styrehuset var solidt lavet. Det var med egetræ bygget op omkring et skelet af jernstivere og –buer, som var svejset sammen.
Simon Jensen foran skibsruffet, der virkede som ventesal ved Hee station.
I en glasrude havde en ventende passager indridset:
”Før jeg pløjed’ havets salte bølger,
men min kval jeg ikke dølger,
ved oh ve og kval
at ende her i Hee som ventesal.”
I 1890 blev J. C. Christensen valgt ind i Rigsdagen. Han var lærer og sognerådsformand i Stadil. Men arbejdet på Christiansborg i København blev efterhånden omfattende, og rejsen mellem Christiansborg og Stadil var lang og anstrengende. Især det sidste stykke, når han om aftenen kom med toget til Hee og skulle videre med hest og vogn til Stadil.
Derfor valgte han i 1901 at hellige sig rigsdagsarbejdet og flytte til Hee, hvor han købte en tidligere aftægtsbolig, Holstebrovej 81.
Huset lå meget tæt ved kirken.
Det havde den fordel, at da heden nærmest strakte sig fra Herning og lige til hans havelåge, kunne han stå hjemme i sit vindue og se, når toget kom fra Tim, og så havde han normalt tid nok til at gå de små 300 meter tværs over heden til billetsalgsstedet.
Men han skulle også være der, eller der skulle være andre ventende, for hvis togføreren ikke så nogen, sænkede han ikke engang farten, men kørte bare forbi. DSB havde nemlig ikke pligt til at holde ved et billetsalgssted.
Derfor kunne der af og til gå dage mellem de holdende tog. Og hvad der dermed blev problematisk var, at de postbefordrende vogne var koblet til toget, så hvis der ingen passagerer var, blev der heller ikke befordret hverken indgående eller udgåede post.
Men med J.C. s tilflytning til Hee, fandt staten det hurtigt urimeligt, at toget ikke skulle holde. Derved var J.C. ikke garanteret at få sin post hver dag. Det kunne heller ikke passe, at et medlem af rigsdagen, for at være sikker på at kunne nå møderne i København, var nødt til at gå hjemmefra i god tid uanset vejret, og måske endda vente i lang tid i det gamle afdankede skibsruf, hvis toget var forsinket. Foruden denne ulempe var han også nødt til at rejse på 3. klasse.
Meget hurtigt blev der trykket på de rigtige knapper, og samme år bevilligede staten 17.958 kr. og 47 ører til udvidelse af Hee billetsalg, således at det kunne få status som holdeplads.
Af bevillingen skulle de 12.000 kr. bruges til opførelse af en stationsbygning, og der skulle ansættes en stationsmester.
Tre år tidligere havde DSB købt den gamle ventesal. Nu skulle 1.000 kr. af bevillingen bruges til at omdanne skibsruffet til et pakhus. Desuden skulle der bruges 2.600 kr. til at bygge en perron.
Men skibsruffet var ikke egnet som pakhus, så tømrermester N. P. Jeppesen tilbød at bygge et nyt pakhus for de samme penge.
Samtidig blev der anlagt et sidespor fra pakhuset og sydpå, så langt at to tog kunne passere hinanden ved stationen.
Hee station omkring 1910 med assistent Dahl og stationsmesterens søn, Frode.
I baggrunden skimtes pakhuset samt det anlagte sidespor.
Den nye stationsbygning, som blev taget i brug i 1903, blev indrettet således, at der på første sal var værelser til såvel banens løse personale samt stationsmesterens private hushjælp.
I stueplan var der i den nordlige ende et ventelokale, hvori der var en billetluge ind til et lille kontor. Dette fyldte ca. 1/3 af stueetagen, hvor resten var beboelse for stationsmesteren og hans familie.
Som Hee’s første stationsmester blev ansat den 42-årige Søren Lauridsen Christensen, der i 11 år havde været ansat som portør ved Tim station.
Til højre stationsmester Søren Christensen, bagerst hans hustru, Maren.
Sønnerne fra venstre Anders Christian og Frode. På stolen Marens far, Anders Nielsen fra Otterup.
I den nye stationsbygning blev der indrettet en telegrafstation, så beboerne i Hee kunne komme i telegrafisk forbindelse med omverdenen. Det vil sige, at man kunne komme med et brev til telegrafbestyreren, som så skrev det ind på sin telegrafmaskine og sendte det til telegrafen på modtagerens jernbanestation. Her blev telegrammet bragt ud til modtageren af en trafikelev.
Telegrafen virkede også som nyhedsformidler, idet ingen havde radio (den var nærmest først ved at blive opfundet). Kun meget få havde telefon, og aviserne var mindst 1 dag gamle, før de nåede ud på landet. Derfor var det almindeligt, at man måtte op til Hee station for at læse de sidste nyheder på telegrafens opslagstavle. Eller man måtte vente, til landposten kom. Han var tidens nyhedsformidler, idet han havde læst telegrammerne om morgenen, før han gik ud på sin rute.
Som i en Western-film begyndte byen at vokse op omkring jernbanen.
Tømrermester N. P. Jeppesen havde som den første opført sit savværk med tilhørende vindmølle som trækkraft, lige ved siden af stationen. Jensine Mortensen byggede et hotel, som de rejsende kunne benytte. Dernæst kom en vareindkøbsforening og en smed, og i løbet af de næste 10 år var Hee by med alle de forretninger, som hører sig til, opstået på en bar mark.
Det var ikke uden økonomiske problemer for DSB at drive stationerne.
Omkring 1925 beregnede et udvalg, at betaling af lønninger, som blev udbetalt kontant, var med til at påføre statsbanerne et betydeligt underskud. Distrikterne beregnede for hver udbetaling et gennemsnitligt tidstab på 20 – 30 minutter pr. medhjælper og anslog, at tabt arbejdstid ved lønudbetalinger var omtrent 60.000 timer, som årligt svarede til en arbejdsløn på 100.000 kr.
Man havde også regnet på et andet problem, nemlig at et hurtigtog med 80 km. i timen og en vægt på 280 tons havde et merforbrug på 86 kg. kul, hver gang det skulle stoppe og starte igen. Denne udgift var så stor, at den ved enkelte stationer var større end stationens samlede indtægt, og ved mange andre kunne stationens samlede indtægter kun lige dække togets kulforbrug ved at stoppe og starte.
Udvalget sluttede dog med at konkludere, at der ved drift af statsbanerne ikke udelukkende kunne tages rent forretningsmæssige hensyn.
Søndag den 27. august 1944 var en mørk dag i Hee’s jernbanehistorie.
Under 2. verdenskrig opererede det amerikanske flyvevåben sammen med det engelske fra baser i England. Derfra kunne bombeflyverne nå deres mål i Tyskland og flyve tilbage. Denne søndag var målet Berlin. Der blev sendt 1200 flyvende fæstninger og 700 jagere af sted.
Inden flyverne nåede Tyskland, fik de besked på at vende om, da vejret over Berlin var for dårligt til et angreb.
Himlen over Hee var helt sort af flyvere. De ledsagende jagerfly syntes, at når de ikke nåede at genere tyskerne i Tyskland den dag, kunne de lige så godt genere dem, når de fløj ind over Danmark.
En gruppe på 4 jagere opdagede et tog, der kørte ud fra Tim station mod Hee, og blev enige om at angribe, da de ikke var i tvivl om, at det måtte være et tysk troppetransporttog.
Da toget var ca. 500 meter fra Hee station, dykkede jagerne ned over det. Med maskingeværer gennemhullede de lokomotivet og den forreste vogn.
De panserbrydende projektiler gennemborede togvognen.
Tre gange beskød jagerne toget. Det hele varede et par minutter, så steg jagerne op til bombemaskinerne igen og fortsatte mod England.
Ved angrebet blev der dræbt 8 danskere og 3 tyskere.
Fra 1964 til 1970 automatiserede DSB fjerntrafikken. Den første var fra Nyborg til Fredericia. Den sidste var den vestjyske længdebane fra Esbjerg til Struer.
I stedet for de manuelt betjente bomanlæg ved vejkryds, blev der etableret lyssignaler og bomme, der automatisk bliver hævet og sænket gennem impulser fra togene.
Omkring 1968 var Hee station blevet automatiseret og vigesporet, samt sidesporet til pakhuset fjernet.
Jernbanen forbi Hee, den vestjyske længdebane, har flere gange været luftet, når DSB har talt om indskrænkninger og banenedlæggelser.
I 1975 fremlagde DSB en omfattende plan om jernbanetrafikken frem til 1990. I denne plan blev det foreslået, at man skulle overveje, om det ville være mest rationelt at gå over til busdrift blandt andet på strækningen Varde – Ringkøbing – Holstebro.
Forslaget gav anledning til så mange protester, at trafikministeren måtte afgive en erklæring om, at der ikke skulle foretages nedlæggelser.
I 2001 udliciterede trafikministeriet to jernbanestrækninger. Blandt andet Århus – Struer – Thisted – Holstebro – Ringkøbing – Skjern. Denne licitation vandt det britiske selskab Arriva.
Arriva havde ikke for godt et ry med sig fra England, hvor man slet ikke kunne regne med togtiderne. Men i Danmark bedredes forholdene hurtigt, og allerede efter 1½ år fik Arriva en bonus, fordi de overholdt deres køreplan så godt, som de gjorde.
Ungdommen i Hee og No havde i mange år klaget over, at der overhovedet ikke var nogen steder i de to sogne, man kunne samles.
Den gang var det bestemt ikke noget, man brugte skolerne til. Efter skoletids ophør skulle skoleområdet være børnefrit. Ville man møde jævnaldrende, måtte man hænge ud på gadehjørnerne. . . . og det gjorde man.
Men efter at trafikken ved Hee station var blevet automatiseret, og stationsbygningen havde stået tom et stykke tid, enedes No og Hee sogneråd om at bevillige 80.000 kr. til et projekt, som skulle ændre bygningen indvendig, så den kunne bruges til ungdomsklub samt til samlingslokale for pensionistforeningen.
Først gik håndværkerne i gang med den store forandring. Da alle rummene stod færdige, indrettede de unge selv lokalerne under ledelse af lærer Hans Chr. Hansen.
De lækre klublokaler i stationsbygningens 1. sal
Den 22. januar 1970 var Hee og No sogneråd værter ved en kop kaffe ved den officielle indvielse.
Dagen efter skrev Ringkøbing Amts Dagblad blandt andet:
”Hee station er nu blevet en mondæn ungdomsklub.
Fantastisk hvad de unge i Hee og et sogneråd, der har ofret store beløb, i enighed har opnået. – Også pensionister er rykket ind i ungdomsklubben. De har tidligere måttet holde til i sognerådssalen, som er i det gamle alderdomshjem.
Hvis alle stationsbygninger langs vestbanen indrettes lige så smukt og hyggeligt til ungdomsklubber, som Hee Station er blevet det, måtte DSB gerne nedlægge Vestbanen. Så ville man i stedet få en perlerække af ungdomsklubber langs banelegemet.”
Men stationsbygningen var nu ejet af Ringkøbing kommune, og måtte derfor kun bruges af foreninger. For ikke at skabe konkurrenceforhold til restauranter, sognegårde m.m., var det ikke tilladt at bruge den til private formål.
Dette ændredes efter pres fra foreninger i Hee. I 1980 bevilligede kommunen 700.000 kr. til en ombygning, så stationsbygningen kunne fremstå som et moderne forsamlingshus med mødelokaler og køkkenfaciliteter, og der blev nedsat et udvalg, som varetager bygningens interesser.
I dag drives stationsbygningen som en selvejende institution til gavn for såvel foreningsarrangementer som private fester.
Hvordan mon Hee havde set ud, hvis ikke jernbanen havde lagt sine spor her forbi?
Det er meget svært at vide.
Man kan sige om jernbaneeventyret, at det endte, som det begyndte.
Den 17. marts 1875 stoppede toget i Hee for første gang, og der blev oprettet et billetsalgssted. I dag omkring 140 år senere stopper togene stadig i Hee, og stationen er igen blevet et billetsalgssted.
Men det vil næsten være umuligt at sætte ord på, hvor utrolig meget jernbanen har betydet for udviklingen i Hee i de mellemliggende år.
Læs den spændende beretning om jernbanen og stationsbygningen i bogen ”Hjem til Hee – Med tog gennem Hee i 130 år.”